Teatergruppen - 2013 - 2012 - 2011 - 2010 - 2009 - 2008 - 2007 - 2006 - 2005 - 2004 - 2003 - 2002 - 2001 - 2000 - 1999 - 1998 - 1997 - 1996 - 1995 - 1994 - 1993 - 1992 - Tidligere forestillinger - Forfattergruppen - Brochure
 

Resumé af Spejlvendt og Fordrejet

Copyright © 2001/2002, Teatergruppen Syvstjernen

Se fotos.

1. Indflytningen

Vi er i et gammelt hus in the middle of Nowhere'løse. Flyttefolk er i gang med at flytte familiens habengut ind. Familien Nyboe flytter ud fra Nørrebro. Og den nye nabo, fru Emsig, er netop - meget emsig! Og måske skulle forældrene have taget børnene lidt mere med på råd inden flytningen.

Familiens teenagedatter, Regina, skal have sit nye værelse, som hun absolut ikke er tilfreds med. Alt er galt, forældrene er dumme, stedet er åndssvagt, faren er en nærigrøv, reglerne umulige…

Og så er der det gamle spejl på pigekammeret, som hun absolut ikke vil have. Det skal fjernes, selv om det er muret ind i væggen.

Alle i familien synes, at netop de yder et stort personligt offer for familiens skyld ved denne flytning, og mens konflikterne udvikler sig, flyttes de gamle ting ud og pludselig har baggrunden ændret sig til Sydamerikas vestkyst i midten af forrige årtusinde. Det gamle spejl står stadig på pigeværelset..

2. Inkaerne

Vi er i det gamle Inkarige i Sydamerika, lige før spanierne og portugiserne overtog det.

En meget gammel hellig person styrer byen ved foden af bjergene ud mod Stillehavet. Man kan se bjergene, lamaerne, kløfterne og rebbroerne over de dybe kløfter.

Den meget gamle hellige synes, at han er evig ung. Han er så ung og frisk, at han gerne vil giftes. Desværre har han glemt, at han allerede har en kone. Men hun kan jo ofres til bjergguderne, som Inkaerne plejer. Og så skal der findes en ny ung kone.

Jadesælgerens datter er et oplagt emne. Og den meget gamle hellige elsker store jader! En sømand kommer tilbage til byen. Han har noget helt nyt og ukendt med til sin kæreste: et spejl - med jader.

Den gamle helliges kone forsøger at redde skindet. Jadesælgeren vil gerne afsætte datteren. Sømanden vil have sin kæreste. Veninden synes, at datterens kæreste er for gammel. Den meget gamle hellige vil meget gerne have datteren - og de store jader. Og datterens kæreste er - sømanden!

Alle forbløffes over sømandens medbragte gave - spejlet med jader. Og den meget gamle hellige ser sig selv i spejlet og opdager - at han er gammel! Han kaster en styg forbandelse over spejlet: Fra nu af og i al evighed vil alle altid se ældre ud i et spejl!

3. Skotterne

McMulle's bar i det skotske højland. Alle kendte mærker i Whisky føres her - og det er alt sammen McMulle's hjemmebrændte! McMulle er blind og går med førerhund, men hunden må ikke være inde i baren.

Børnene har et problem. De skal have nye skolebøger. Ingen vil dog betale for det. Penge hænger ikke på træerne. De gamle bøger må være gode nok.

På grund af rygeforbud går McPibe's pibe-forretning skidt. Og McKilt har det endnu værre. Han har købt en ny fuldautomatisk kiltemaskine - brugt - og naturligvis billigt. Men det var en brugt sækkemaskine - så nu står McKilt med et utal af skotskternede kartoffelsække!

Børnenes nye lærer, McGister, kommer for at tale om bøgerne. McMulle tror, han er fra Told og Skat - og der er fusk i regnskabsbøgerne!

Børnene får - mod at få nye bøger - overtalt McPibe og McKilt til at fusionere og producere sækkepiber, som altid kan sælges, så længe der er skotter til!

Men de to ville næsten ha´ foretrukket at gå konkurs - for at spare de penge!

4. Mexico

Vi er i Mexico. Det er midt på dagen, så det er tid til Siesta! Alle mændene er trætte.

En tysk handelsrejsende i kukure kommer kørende og punkterer. Der er ingen hjælp at hente, fordi det er siesta. Han kommer dog ind til byen, hvor mændene sover, mens kvinderne arbejder. Især Anita, som endnu ikke har fundet en mexicansk mand.

Og Anita forelsker sig straks i den kvikke, hurtige, effektive tysker. Bare han dog havde været en ægte mexicaner! Forelskelsen bliver gengældt og tyskeren lover, at han vil blive en ægte mexicaner - hvorefter han straks falder i søvn, for det er jo siesta!

Hvad skal kvinderne nu gøre? Jo, det eneste, der kan få gang i mænd, når det er siesta, det er en - Fiesta!

<Pause>

5. Vikingerne

Vikingerne er i fuld gang med en slåskamp, da Heimdahl kommer ned ad Bifrost med en besked fra Odin.

Vikingernes guder, Odin, Thor og alle de andre, har besluttet sig for at gå på pension! Det er noget skidt, for hvem skal vikingerne så tro på?

De beslutter sig for at finde en ny gud. Men hvem skal dét være?

De laver research og der er mange muligheder. Der er buddisme, som er noget med budding, stå på hovedet og tie stille. Der er is-lam, med lamsebasser på is, gedetæpper og mavedanserinder. Der er de græske guder, som har for travlt med alle turisterne. Der er kristendommen, som kun har passive medlemmer, wienerbrød og 10 for vikingerne uacceptable regler.

Intet er godt nok. Bare det dog snart var jul! Og så kommer de i tanker om, at de hellere vil tro på Julemanden. Ham kan de nøjes med at tro på én gang om året - og så deler han gaver ud! Han skal dog først lige opdages, så derfor ender de med at tage på togt til Grønland.

6. Egypten

Farao Djoser har problemer med folket. Aktiekurserne falder og hans kone er kleptoman.

Hans bygmester Traskek vil lave cirkus for folket, for det har han hørt er godt. Men så kommer den syngende, mobilsnakkende, romerske forretningsmand Kurtius Thorsius, og han har lige det helt rigtige byggeprojekt - en olympiade!

De får lavet en underhieroglyf og planen er klar:

Der skal bygges et stort firkantet stadion med masser af siddepladser, men modellen bliver desværre vendt om. Så slaverne, der skal bygge det, ender med at bygge en pyramide (bemærk, at de første pyramider i Egypten faktisk var trappestensformede)!

Og så vil børnene også have deres egne pyramider!

7. Riddere

I huset hænger stadigvæk gamle billeder fra de tidligere beboere. Billederne bliver levende og det støvede anegalleri leverer en sang om at være hængt op.

Vi er i England i tiden omkring Kong Arthurs hof. Sir Lanselot kommer tilbage i sin rustning og har fundet sin mission her i livet. Han vil bekæmpe de ukristelige, fordi de undertrykker kvinderne.

Han glemmer dog lige de kyskhedsbælter, som han selv påkræver.

Ridder Rust (det bliver han kaldt, fordi ingen kan huske, hvad han hedder) ankommer i sin rustne rustning. Han er ludfattig, men er kæreste med Lanselot's datter. Han har lagt en plan for at narre penge ud af Sir Lanselot. Han fortæller, at heksen har bortført datteren og at han derfor er sendt ud for at opkræve løsepenge som aktiveringstilbud fra fagforeningen "Arme Riddere". Han kræver Sir Lanselot's vægt i guld som løsepenge.

For at veje mindst muligt må Sir Lanselot derfor afføre sig sin rustning, hvad han meget nødig vil! Den er imidlertid umulig at få af. Fru Lanselot kender dog tilfældigvis en effektiv låsesmed, som kan hjælpe!

85 kilo guldstykker ender det med, men så er det, at Ridder Rust jo lige selv skylder Lanselot nogle penge for tidligere lån!

8. Housewarming

Fru Emsig fistrer stadigvæk forstyrrende rundt og alt er kaos, for moderen har inviteret til housewarming den samme dag, som de flytter ind.

Alle i familien er faktisk ved at få øjnene op for, at det måske alligevel ikke er så slemt at flytte til det nye hus. Om det så er det gamle spejl på pigekammeret, så vil datteren pludselig gerne beholde det!

Og så kommer alle gæsterne!

 

Copyright © 2001/2002, Teatergruppen Syvstjernen