Resumé af Erindringsbilleder

 

Erindringsbilleder                   Når folk bli’r gamle, sker der nogen gange det, at korttidshukommelsen svigter, men at de ofte kan huske meget langt tilbage.

 

                                               Det med at kunne huske tilbage, genopleve ting fra gamle dage, var netop temaet bag 2006's teaterforestilling.

 

 

Baggrund                                Midt under starten af stykket kommer den ældre filmskuespillerinde, Liva, op på scenen. Hun kan intet huske og forstyrrer den, der holder prologen. Hun er ikke til at få væk fra scenen og går ind og forstyrrer scene 1.

 

                                               I scene 6 kommer Liva tilbage og kan pludselig huske alting klart. De forskellige scener er jo film, hun i tidens løb har spillet med i!

 

 

Baggrundshistorie 2                I hver scene er der nogle, der har svært ved at huske eller simpelthen glemmer ting.

 

 

 

                                      Beskrivelse af scenerne

 

1. Suppedasen                        Vi er i en totalt syret verden. Vi befinder os på en markedsplads i en fantasiverden. Grøntsager og nogle havdyr venter på at blive solgt. Imens får de tiden til at gå med at sladre om hinanden, og bekæmpe hinanden. Liva får forvildet sig ind på markedet, og hun taler til grøntsagerne og havdyrene som om de var mennesker.

 

                                               Der er 3 porrer med solbriller som er ret cool og mandige. De har kampråb og synger en soldatersang.

 

                                               Der er en kantarel som er temmelig fordrukken. Hun smugdrikker af sin lommelærke, og hikker ofte.

 

                                               Persilla (kruspersille) er vild med porrerne, og ret misundelig på Kammas (en kammusling) lange gyldne hår.

 

                                               Carotta (en økologisk gulerod) og Patata (en heldig kartoffel) er de mest fornuftige af grøntsagerne.

 

                                               Ærterne (de er siamesiske tvillinger) er ikke så kloge, og siger alting i kor.

 

                                               Garlic (hvidløg) er ensom, og lidt uden for fordi han lugter så fæl.

 

                                               Perle (en blåmusling) og Kamma (en kammusling) er begge meget fine og kokette med lommespejl og læbestift. De er nogle skrappe madammer!

 

                                               Humfrey (en hummer) er langsom, og bliver venner med Garlic, fordi de begge er lidt anderledes i forhold til de andre.

 

                                               Det hele ender med at grøntsagerne og havdyrene bliver venner, fordi de håber at ende i den bouillabaisse (en fransk fiskesuppe med skaldyr), som Liva vil lave.

 

                                               Men: historien ender med, at de bliver solgt til at komme i dybfryseren!

 

 

2. Amish-samfundet                I Pennsylvania bor Amish-folket. De lever som man gjorde i 1700-tallets Tyskland og følger nøje Bibelens ord. Og efter en kodeks der hedder ”the Ordnung” Regelsættet er ikke nedskrevet, men udelukkende mundtligt, men ingen er efter sigende i tvivl om, hvad man må, og hvad man ikke må.

 

                                               I vores historie er det den gamle Ernhardt der kender alt til dette regelsæt. Han er meget bibelstærk. Amish-folket skal bygge en ny lade, da den gamle brændte i stormen for et par dage siden, da lynet slog ned i den. Men da det er første gang de skal bygge en lade, er det lidt svært at vide hvordan man skal gøre og hvad man må og ikke må. Og desværre er Ernhardt, skønt bibelstærk, ikke særlig handy med sine hænder, han ved godt hvordan laden skal se ud: den skal ligne den gamle. Men hvordan man får den til det er ikke godt at vide.

 

                                               Heller ikke Sigmund, Heine og Ditmar har gjort så meget i ladebyggeri og sløjd i det hele taget. For ofte har de brugt de ting de har arvet fra forældrene og de har ikke været så heldige at nogen af tingene er gået i stykker, så de har fået erfaring med den slags, Ditmar kan godt nok huske at hans far engang lavede et nyt spisebord, men det var dengang han var lille dreng. Han er mest til landbrug og korn og den slags. Så han er lidt bekymret for om høsten kommer i hus i år, for det går jo ikke så godt med ladebyggeriet. Heine er mere til dyrene, han kan malke og klippe får, men ved ikke rigtig noget om det værktøj man bruger til træ. Sigmund, synes ikke at træ skal bruges til tømmer, han er mest til frugttræer, der bliver stående hvor de skal.

 

                                               Kvinderne stoler fuldt og fast på på mændene. De servicerer dem selvfølgelig og kommer med forfriskninger og gode råd. Liesel er en nysgerrig pige, der spørger om alt det nye med værktøj og ladebyggeri og den nye kirke, der også gerne skulle være færdig til efteråret, hvor der er flere der skal giftes, når de er færdige med høsten. Irmgard er sikker på at Herren nok skal hjælpe, så længe de er faste i troen. Hannelore er mere opsat på at servicere Heine så meget som muligt. Hun håber på at de skal giftes til efteråret.

 

                                               Anisette er en rygsækrejsende rødstrømpe. Hun kommer forbi og chokeres over de forhold kvinderne lever under hos Amish. Hun forsøger at reformere folket, men ender med at må overgive sig til deres levevis, den er både økologisk og økonomisk, fyrene er lækre og patchworkarbejdet er himmelsk.

 

                                               Bill og Ben leverer træ, de har kun hovedrysten til overs for folk, der ikke kan finde ud af at bruge elektronisk værktøj. Dog er de nogle flinke fyre og ender med at hjælpe til, de kan godt se at der ellers ikke kommer meget lade ud af byggeriet.

 

                                               Pludselig dumper Rappan ned fra himlen i en faldskærm. Han har været til polterabend, den har været så høj at han har glemt at det var hans egen polterabend. Hans venner har sat ham på et fly til Pennsylvania i USA. Han tror han har været til Pinsebal i Værløse Boldklub. Pinsebal, lyder opbyggeligt for det meget troende folk, dog har de lidt svært ved at forstå hvad egentlig det er han siger, denne mærkelige unge mand, med det mærkelige tøj.

 

                                               Rappan har aldrig været god til andet end at rappe, men han vil da gerne hjælpe lidt med laden, nu han alligevel er der. Han prøver værktøjet men er totalt mislykket, indtil det lykkes ham at sætte en rytme på bevægelserne, så kører det for ham, Amisherne prøver det samme og pludselig er de kommet langt med laden.

 

                                               Beklageligvis er de usikre på om denne metode overhovedet er lovlig efter deres kodeks, hvor man kun må synge for at lovprise herren. På den anden side er det jo ikke rigtig musik og hvis man priser Herren lidt ind i mellem, mon så ikke det går alligevel. Arbejdet går strygende og med lidt held er laden færdig i næste uge. Og så kan de hurtigt komme i gang med kirken.

 

                                               Kirken får pludselig Rappan til at huske at det vist ikke var pinsebal, men en polterabend han havde været til og vist nok hans egen, så han må vist hellere se at komme hjem for at blive gift med hende der, hvad er det nu hun hedder. Inden hun bliver helt hysterisk.

 

                                               Og sådan gik det til, at Amish-folket den dag i dag rapper til deres arbejde, om de skal sko en hest, bygge en kirke, malke en ko eller stakke halmen.

 

 

3. Paris                                    På et torv i Montmartre udenfor natklubben Moulin Rouge mødes forsøger de lokale kunstnere : gademusikant – forfatterinde – kunstmaler og hans model – fotografen – m.fl  at få solgt deres ”varer”


Alle har de finansielle problemer – der er ikke til huslejen – gælden til vennen – caferegningen o.s.v.
Men overfor hinanden spiller man ubekymret – det skal jo ikke gå ud over vennernes gode humør, at man selv er på spanden.
Nogen betror sig på tomandshånd til Marcel (mimikeren), som ganske vist lytter, men aldrig svarer – eller løber med sladder.

 

                                               Endelig kommer der en (amerikansk ?) turist (Dina), som har forvildet sig væk fra ChampsElyseé. Alle forsøger at få penge ud af hende. Toulouse får hende sat på en stol (café-stol ?), og begynder at lave et silhuet-klip af hende. Dina er imødekommende, men forstår desværre ikke spor af deres franske udtryk.

                                               Hun viser sig senere at være en fattig dansk kunststuderende, og optages i gruppen.

 

                                               Moulin Rouge ejes af den hårde Jaques. Han er på kant med folkene på gaden, og kører sine cancanpiger benhårdt. For at hæve niveauet i natklubben, har han bedt Madame Channel om at designe nye kostumer til showet, men det viser sig at være en pinlig misforståelse.

 

                                               Dina får overtalt Madame Channel til at ansætte dem alle til produktionen af hendes næste modeopvisning. Men da Dina jo ikke er i stand til at sponsorere kollektionen, annuleres aftale n hurtigt.

 

                                               En ny job-mulighed viser sig, da en danserinde kommer til skade. Både Dina og de andre kvinder aflægger en improviseret danseprøve på gaden. Jaques er ikke imponeret over kvindernes evner. ”Så se os” siger mændene og danser også.

 

                                               Afsluttende danser ikke bare alle fra scenen, men hele skuespilstaben fra 1. afdeling cancan.

 

 

Pause                                     

 

4. Spanien                               Det spanske ord for tyrefægter er matador!

 

                                               Der er kommet en ny matador til byen og alle snakker om ham. Han skulle være meget populær. Han skulle komme samtidig med det store årlige tyreoptog, som alle gør sig klar til. Også Mama Pequeña, som sidder og bliver barberet af barberen. Hun skal være den mest nybarberede og være klar til at tage godt imod den ny matador. Men Mama Gordo er også meget interesseret i at komme i bukserne på denne ny matador. Efter optoget står de står og skændes om deres chancer og om, hvorfor matadoren ikke kom som planlagt.

 

                                               Paplo, ham der hjælper matadoren ved at give tyren et gok i nødden, beklager sig over matadoren og at det også altid er ham, der skal lave det hele. Et ældre ægtepar kommer ind og sviner Jose, Mama Gordos søn, til, da han fremfører sig som værende matador, men ikke er det. Paplo praler foran servitricen, der beundrer ham grænseløst.

 

                                               Matadoren træder imidlertid ind og alle gisper, da de ser, det er en pige og ikke en mand som ventet. Paplo går ind sammen med hende. Ægteparret skændes om hvorvidt, de synes kvindelige matadorer er OK. Mamas står også og sviner hende til, indtil den ene finder ud af, det er svigerdatterpotentiale.

                                              

                                               PR-chef og -assistent fra Red Bull kommer og forlanger, at arenaen lukkes ned, da tyrefægtning er skidt for omsætningen. De bliver dog nedstemt og smidt ud af folket.

 

                                               Nu begynder mamas at få deres sønner til at være anstændige/macho og gøre indtryk på Rosa, matadoren. Jose prøver med platte, macho ting. Manuel med ting som ”min mor siger, jeg synes, dine øjne er temmelig pæne”.

 

                                               Barberen får kunder meget ofte i forskellige anledninger!

 

                                               Manuel og Jose prøver nu med adskillige scoretricks på må og få. De bliver evt. fortvivlede/overarrogante og går hen og får en chat med barberen. Paplo og servitricen flirter meget sammen. Manuel og Jose og deres mamas synger en sang for Rosa og deres forgæves forsøg på at imponere hende.

 

                                               Til sidst har Paplo været for optaget af hans praleri foran barberen, så da han kommer ud fra arenaen, har han glemt at pande tyren en på skrinet. ”Jeg har skam lukket tyren ud, som jeg skal... åh-åhh!!” Men da han løber hen til porten, kommer Rosa ud liggende på en båre helt smattet i blod. På vejen derhen har Paplo fået en lille bitte rift af barberbladet og der er en lille plet blod på kinden. Paplo skal til at undskylde, da rosa udbryder ”JAMEN PAPLO!, DU GODESTE, DU BLØDER!!” Og hun glemmer helt sin egen situation! De begynder at kramme og pudse-nusse og mamas bliver enige om, at hende Rosa ikke ligefrem var det skarpeste redskab i skuret og at Paplo bestemt heller ikke var særlig klog!

 

                                               Servitricen bliver stiktosset, da Paplo frier til Rosa, men så kommer Jose og gjorde sin kærlighedserklæring over for hende. Manuel får simpelthen nok; han vil bare gerne være sammen med sin mor. Manden i det ældre ægtepar frier også pludselig til sin kone, men konen minder ham om, at de da allerede var gift. Mamas bliver gode venner.

 

 

5. Fragtskibet M/S Ostindien   Vi er på et fragtskib på vej til Ostindien. Ostindien er halvøerne For- og Bagindien, Ceylon, samt alle øerne mellem Sydøst-Asien og Nordvest-Australien.

 

                                               På selve scenen ser vi dels kabyssen, dels kaptajnens kahyt. I damesiden på gulvet maskinrummet. På forkanten af scenen i kongesiden er der en ræling. På forkanten i damesiden styrhuset (eller blot skibets ror). Både i kabyssen og i kahytten er der koøjer. Et koøje i kabyssen skal kunne åbnes.

 

                                               Vi hører skibets motor. Vinden tuder og der er kraftig bølgegang. Gennem koøjerne ser man horisonten bevæge sig op og ned. I kabyssen er der et bord, som også glider frem og tilbage henover gulvet. Potter og pander på bordet bevæger sig frem og tilbage.

 

                                               Vi starter foran tæppet. Knob og Knude står ved rælingen, vipper frem og tilbage, helt grønne i ansigtet og ser syge ud. Norman står ved roret med pibe i munden, vipper frem og tilbage, men styrer skibet støt efter stormens luner.

 

                                               Andorra er kahytsjomfruen, som en gang imellem har lidt svært ved at huske. Hun kommer ud med kaffe til Norman. Maskinmester Møtrik kommer også forbi. Han er nødt til at indrømme, at skibets kølesystem er i stykker, hvilket har bevirket, at skibets last af ost er begyndt at lugte helt forfærdeligt!

 

                                               Mandskabet samles til skafning i skibets kabys, hvor pelikanen Pelle er et tilbagevendende indslag. Det bliver pludseligt isnende koldt uden for. Det er fordi, at den Flyvende Hollænder kommer forbi.

 

                                               Den Flyvende Hollænder er et spøgelsesskib, som siden 1600-tallet påstås at krydse rundt i det stormomsuste hav syd for Afrika, hvor det Indiske Ocean møder Atlanten. Legenden lever stadig blandt engelske og franske søfolk. Det mystiske skib varsler forlis og død for alle, som ser det. Skibet kan ses jage af sted med fyldte sejl, selv om ikke en vind rører sig. Kun skipperen kan ses på skibet. Han er hollænder og hedder van der Decken. Van der Decken er en person som for cirka 400 år siden ville runde Kap Det Gode Håb i en rasende storm, men konstant blev drevet tilbage. Han forbandede Gud over dette, og blev som straf dømt til at sejle til evig tid.

 

                                               Van der Decker og hans spøgelsesbesætning kommer ombord i fragtskibet. Med sig har de en kidnappet spøgelsesguvenørdatter fra Guldkysten, som de stadig efter 400 år regner med at kunne få løsepenge for.

 

                                               Fragtskibet lugter intenst af ost, hvilket Van der Decken og hans besætning elsker. Men da kaptajnen ikke vil åbne lasten, vil Van der Decken derfor sænke skibet.

 

                                               Andorra får det dog forhindret og får kaptajnen til at vende skuden tilbage til Danmark!

 

 

6. Asfaltbal i Enghaveparken   Vi er i Enghaveparken, som ligger lige ved siden af Enghave Plads, i 1950’erne. Det var her, at de første ungdomsoptøjer foregik i forbindelse med de populære pop-koncerter. Enghaveparken er en grøn plet i det sydlige Vesterbro-kvarter i København. Enghave Plads var det lokale trafikknudepunkt. I parken er der en scene med en halvkuppel. Der er græs, buske, træer og stakitter. Måske en karrusel.

 

                                               Det er weekend og der skal være pop-koncert i parken med Otto Brandenburg som sanger.

 

                                               Kvarterets små unger, Lis, Solveig og Gunnar, render rundt i parken og leger. De ser op til de store unge, der har job, ryger smøger, kører på motorcykler og som har lov til at komme til koncerterne.

 

                                               En central person er Vaggeren. Det er den kommunalt ansatte, betjentlignende parkvagt, som skal holde styr på Enghaveparken, men som ikke rigtig har nogen myndighed. Han bliver drillet af de små børn.

 

                                               Selvom begrebet ”mobbet” ikke fandtes i 1950’erne, så er Gunnar’s storesøster Ina nærmest mobbet af de andre store teenagere. Hun antyder derfor, at hun er blevet gravid, for at gøre sig interessant. Og rygtet går, at det er Harley Harry, der er fa’ren.

 

                                               I anledning af koncerten kommer Otto Leisner forbi. Otto Leisner blev i 1945 deltidsansat ved børne- og ungdomsprogrammerne i Statsradiofonien. Det var et job, som han fint kunne kombinere med jobbet som petitjournalist og hyggepianist på københavnske spiserestauranter. Et af hans første radioprogrammer hed "Manden bag melodien".

 

                                               Sit gennembrud på TV fik Otto Leisner med "Pladeparaden" fra 1957, hvori en piberygende og småsnakkende Leisner sad og spillede Tommy Steele, Laurie London og Jørgen Ingmann på en grøn Philips-grammofon, mens Kay Bojesens træabe som rekvisit dukkede op de mest uventede steder i studiet.  Han var blandt pionerne i fjernsynets barndom og var gennem mange år symbolet på den lette underholdning på fjernsyn.

 

                                               Harley Harry parodierer Otto Brandenburg i en sang, men gør det faktisk ganske godt. Otto Leisner vil gerne have Harry med i en af sine udsendelser.

 

                                               Et par gamle damer, den ene tunghør, sørger for at skabe kontinuitet.

 

                                               Efter at Ina er blevet afsløret, kommer Liva (fra Prolog og Scene 1) farende ind. Hun kan nu pludselig huske alt! Otto Leisner træder her ind i rollen som journalist og interviewer Liva og andre skuespillere fra de forrige scener, efterhånden som de dukker op til det store finalenummer. Det opklares, at alle scenerne i stykket er klip fra Liva’s tidligere film!

 

                                               Bemærk: Liva Weels Plads ligger tæt på, lige syd for Enghave Plads.